I kender sikkert godt de år, der er gået før man får set sig om, og i år har bare været sådan et for os… Og det selvom det startede rigtigt godt og lige efter planen med to første præmier i åben klasse – og så var bette Luna klar til vinderklasse. Sådan 🙂
Derefter skete der bare lige rigeligt på den fædrende gård – og jeg nævner i flæng… Forpagteren fik økonomiske vanskeligheder og måtte opgive jorden. Det var umuligt at genudleje til ordentlige penge og så må man jo selv, selvom hænderne er bedst egnet til noget skrivebordsarbejde. Masser af overvejelser senere gjorde vi klar til og plantede pil i 20 ha og græs i 20 andre (INCL vildtstriber 🙂 Sådan noget passer sig selv i de kommende år, men altså ikke det første – næ, nej! Pilen skal “strigles” hver uge i 6 uger efter plantning og derefter efter behov. Samtidig skulle 12 ha med gamle pil efterplantes, min bil døde, min skønne datter blev student, fødevareministeriet kom på kontrol, moms kom på kontrol, kort til Danmarkshistoriens største tyveri (10 m-randzoner) blev undersøgt og vendt med konsulent, og solceller skulle også lige installeres mens det var skattemæssigt fordelagtigt… Og så en tur til Norge på skovjagt i ferien fra det fuldstidsarbejde, der skal passes ved siden af.
Og midt i alt det her havde jeg tilmeldt min lille Luna til vinderklasse her i efteråret. Jeg havde en forventning – naivt, ganske vist – om at jeg efter vores mini ferie i Norge ville ha’ tid til alt det vigtige i livet; hunde, jagt og sådan noget, og derfor havde jeg meldt til. Og vaskeægte nordjyde er jeg, så når jeg har brugt 500 kr. på en prøve – ja, så møder jeg altså også op… Selvom jeg ikke har haft tid til at træne og derfor med nul forventninger, for det kan du bare ikke ha’, når du ikke træner.
Nå, men det gik faktisk meget godt, i hvert fald til morgenkaffen. Det var hyggeligt at sidde inde denne lidt vejrmæssigt klamme dag i oktober i jagtlokalet nær Ans. Der var flere gode venner og bekendte og det var sgu rart at være blandt ligesindede. Der var frygtindgydende dygtige hunde med og ditto hundefører omkring bordet, men lige der – kl 8, før det går løs, der havde vi alle i teorien samme chance; og det var en rar tanke at lune sig ved sammen med teen, som den opmærksomme vært tryllede frem.
Men vi skal ud i virkeligheden, og det kommer vi. Allerede i første slip udgår to hunde. Hønsene lå ellers godt midt på marken, men den ene hund kom skævt ind på dem og da de først var i luften var de berusende fristelser, der ikke kunne modstås – sådan kan det også gå dygtige hunde og garvede hundefører. Og det viste sig, at sådan skulle dagen blive ved. At det bare var svært at få tingene til at lykkes. Ikke at hundene røg ud fra en side af, men selv om der var fugle i slippene drillede det bare – den helt perfekte situation udeblev. Min lille Luna er lykkelig for endelig at være ude og hendes iver og manglende træning ses i hendes søgsoplæg; men hun forbryder sig ikke afgørende og vi holder os inde i kampen.
Dommere og terrænledere sled og slæbte for at finde de bedste steder, og vi kom derfor først til frokost kl 14. Her stod endnu ingen hunde med en reel situation, og den smule dagslys, der havde været på denne lidt grå og tågede dag begyndte at svinde – vi havde efterhånden travlt med at få vist det vores hunde reelt kan. Og efter frokost lykkes det for en enkelt at få en go’ situation. Den erfarne dobbelte hundefører får oprejsning for den trælse situation med sin første hund i det første slip – godt arbejde.
Vi må igen finde nyt terræn og her er der fasaner i hegnene. Luna slippes til sin store glæde igen og hun er ikke ked af hegn. Hun markere i det første hegn, men kan ikke påvise vildt. Umiddelbart efter er den der så; stram stand, rejseordre, ro i opflugt, men ak! Da fasanen flakser rundt på marken er fristelsen simpelt hen for stor – den bringes hjem UDEN apportordren. Øv. Men selvom situationen ikke er perfekt, så er dette sådan en dag, hvor det rækker til meget. Indtil videre, altså. Det er svært at forstå, men da vi skal til 2. heat er vi faktisk kun 3, der står med en situation. Og jeg er altså en af dem… Himmerige er i sigte!
Udover vi tre er der nogle stykker, der skal med, fordi deres chancer til fugl har været ikke eksisterende eller meget tynde. Jeg er ikke særlig rutineret udi vinderklasse, og det viser sig tydeligt i vores næste slip. Dommeren vil gerne gi’ makkerhunden, der endnu ikke har haft særlig stor chance for fugl, den bedste chance her. Så han siger, at vi gerne må ta’ hegnet med. Jeg er helst fri, men når nu dommeren, der iøvrigt er både dygtig og rar, siger det – ja, så gør jeg det da. Og min hund forsvinder af syne, jublende lykkelig for igen at være på jagt – og så i et læbælte, hvor de jo tit er, de fasaner… Hun har sikkert stadig den lækre lugt i næsen og smagen på tungen. Lykkeligvis kommer hun dog med mig igennem læbæltet og jeg sender hende ud på åben mark. Men en mark, der viser sig ikke at være helt flad, og hurtigt er hun over bakken og igen ude af syne. Og denne gang med katastrofale følger. For mens jeg pukler op af bakken for at kunne holde øje, får hun og makkerhunden en fasankylling på vingerne, og den flygter fra dem. Luna vurdere – helt korrekt, viser det sig senere – at den kan hun altså godt fange selv, og sætter afsted efter den fristende fugl; Hun er blind og døv for mig, der fløjtende og viftende med arme og ben løber mod hende, og først da fuglen er forsvarligt fanget i hendes kæber, vender hun sig glad mod mig; helt uforstående overfor mit alt andet end glade udtryk.
Det er med tunge skridt at jeg går mod de andre, og aflevere fuglen til skytten. Der er stor sympati, men også en rimelig og helt fortjent skæld ud da mine venner kommer til. Senere slår det også over i godmodigt drilleri og da Asger om aftenen ringer og fornøjet – for det var han altså! – og med latter i stemmen fortæller om kammeraten, der havde været på vinderklasse og havde oplevet en meget uheldig lyshåret pige med breton, hvorfor Asger kom til at tænke på mig – ja, så er det lige som det skal være. Det betyder ikke, at jeg ikke er ærgerlig – for det er jeg. Meget. Men på en underlig måde også opstemt. Jeg har lært meget mere af denne omgang end af 10-20 træningsture, det er jeg sikker på. Jeg ved f.eks nu præcis hvorfor jeg skal kunne holde hunden af hegn, selvom jeg også synes at det kan overdrives; det er dog praktisk at kunne, hvis man skulle komme så langt, som jeg var der… og jeg ved at jeg aldrig må lade min hund ude af syne og jeg ved, at det aldrig er ovre, før den fede dame synger – så længe du er med, har du en chance! Jeg ved også, at selvom jeg er blevet klogere, ja, så ved jeg slet ikke det hele – og bestemt ikke nær så meget som de, der har været i gamet i mange år. Jeg kan håbe, at jeg med tiden kommer til at vide lige så meget …. eller måske bare næsten lige så meget, jeg behøver ikke at vide alting bedre end dommeren; man skal jo ikke ta’ alt til sig 🙂 Men vigtigst af alt så ved jeg, at vi kan være med…
Den manglende træning af såvel hund som fører resulterede altså i, at vi smed en formidabel placering som 3. vinder over styr. Frygteligt! Men også ansporende på en underlig måde. For nu ved jeg, at det kan lade sig gøre og næste forår…. SÅ træner vi, og så slår vi altså til! (Medmindre vi har hvalpe eller noget andet kommer i vejen der 😉