Også i år er vi tidligt fra land til året apporteringsprøve, men i modsætning til sidste år truer regnen og det er småkoldt. Luna var bare tilskuer til Petits vellykkede prøve sidste år i Strandby, men i år er det så hendes tur – i Mou, på Bretonklubbens apporteringsprøve. I modsætning til Petit, har Luna fra første færd haft fjer og skind i munden – man lærer af de fejl, man kan huske… Hun har også altid været glad for at apporterer og der har ikke været tvang ind over – en enkelt gang har jeg været i søen for at animerer, men det er også det hele. På dagen er hun imidlertid kun 15 måneder og der er grænser for, hvad man kan forlange og forvente af sådan en størrelse – så jeg er noget spændt, da vi skal til det.
Igen i år er det Torben Vestbjerg og Jan Aulum, der er dommere. Igen i år starter vi med kaninen, og det er en KÆMPE kanin. Og så er den helt hvid. De første 4 før mig går det fifty, fifty for. 2 finder ikke kaninen, 2 finder og bringer hjem. Så er det os. Vi går hen til Jan, der fortæller os hvordan og hvorledes. Hvor den er og hvordan jeg skal sende hende ud og hvad jeg ikke må… Jeg sender hende af sted, hun går rigtigt i vinden og finder den også, men tøver. Hun kigger på den og snupper den ikke, som jeg ellers er vant til at hun bare gør. Jeg siger opmuntrende ”ta’ den så” og det gør hun så. Hun slæber den mod os i det høje græs, men næsten inde mister hun grebet og taber den. Hun ser på den og ser så op på mig og jeg kalder igen og hun snupper den igen og kommer glad hjem til mig. Jan smiler og siger 8 – du ga’ hende jo ordre om at ta’ den derude og det må du jo ikke. Nå nej. Men denne disciplin bestået og so what om det ikke bli’r med et 10 tal. Jeg er lettet, da jeg går tilbage og Brian, der har stået overfor mig og ventet siger – ”var du lige lidt nervøs, Lene.” Og ja, det dækker vist lige knap nok, kan jeg godt mærke, her bagefter.
Så jeg forsøger at slappe af, kører lidt åndedrætsøvelser, mens jeg går videre til næste post, der er due på vand. Tror vi. Vi går nogle stykker sammen og det hjælper lidt på nervøsiteten at snakke. De fleste synes efterhånden, at de kender mig, og det er en lidt uvant fornemmelse, men egentlig ok Mens vi venter, kommer Torben og jager os videre til duer på land og vi forføjer os videre og kommer også lidt i læ for regnen, der nu siler ned. Efter Lunas tøven ved kaninen, ville jeg gerne ha’ været i vand – der er hun meget sikker. Men vi må gøre som dommeren vil, og snart er det os, der skal finde duerne. De bli’r smidt og Luna løber af sted. Hun finder den første due og jeg bli’r i tvivl og roser hende, mens hun samler op. Hun kommer igen glad tilbage, bli’r sendt ud igen og jeg roser hende hjem. 8, si’r Jan – at rose før hun har samlet op, er det samme som at gi’ ordren. Jeg bli’r lige lidt overrasket, og måske kunne hun selv ha’ taget dem, hvis jeg bare havde holdt mund. Men tænk hvis hun nu var gået væk igen… Jeg bli’r hurtigt enig med mig selv om at 8 er helt fint., også her.
Tilbage er kun vandet og jeg er nu ved at være helt ovenpå. Luna derimod er lidt trist og helt våd. Jeg forsøger at holde hende varm og snakke med hende, men hun vil tydeligvis hellere bare være, og nok allerhelst i bilen. Men det er for tidligt, vi skal lige ha’ overstået vandet. Her er Torben dommer og han kalder os hen. Vi smutter ned til vandkanten og er klar, men Torben vil ha’ os længere væk, bag nogle siv. Da vi står klar, smider hjælperen duen og jeg forsøger at sende Luna ud i vandet igennem sivene. Men det vil hun ikke. Hun løber op på land og forbi sivene før jeg får hende ud i vandet. Ude i vandet svømmer hun heldigvis lige mod duen, snupper den uden jeg siger noget, og først bagefter roser jeg hende hele vejen op på land, hvor hun pænt sætter sig og venter på, at jeg ta’r duen. Meget, meget flot og jeg er sikker på, at jeg har bestået, selvom vi ikke her får nogen karakter. Luna får kys og kram og kommer i bilen, hvilket passer hende fint, kan man se.
Jeg får den første af en del øl med folkene fra Nibe og først senere får vi overrakt diplom for bestået apporteringsprøve med 25 point – dvs 9 point på sidste øvelse. Og det er bestemt ikke så dårligt for sådan en lille fin ung hund – jeg er meget tilfreds og meget træt, da Michael kører Per og mig hjem efter en hyggelig kaldaskerfest…. J J