Petit på udstilling
Jeg har altid synes, at Per’s B Emma er den smukkest hund i verden. Dernæst kommer min Petit. Og det tror jeg faktisk er lidt unormalt, jeg tror, at man som regel synes ens egen hund er noget af det smukkest. Om den så lever op til standarden for racen, om øjnene er lidt lyse i forhold til normen osv – det er en helt anden snak.
Nå, men sådan har jeg det selvfølgelig med Petit. Jeg synes, at han er lige som en Breton skal være, selvom han er han, er han stadig smuk. Jeg synes sort er det helt rigtige til ham, jeg synes hans øjne er helt perfekte og han har passende faner. Og første gang jeg var på udstilling med ham, mente jeg da også inderst inde, at det med at få en 1. præmie var en formsag. Og sådan gik det også. Samtidig blev han bedst i racen og alt muligt – men nu var han så også den eneste breton der J, og en helt rigtigt godkendt udstilling var det nu heller ikke. Men sådan en tog vi til et par måneder efter og han fik stadig en 1. præmie – ikke mere og ikke mindre. Vi var ikke specielt overraskede eller taknemlige, vi fik bare indfriet vores forventninger.
Det var da han var unghund og selvom det er en go’ indikation på hvordan han bliver, tæller det ikke for noget i forhold til avl; der skal hunden være over 24 måneder og intet mindre end en 1. præmie tæller. Stor var skuffelsen derfor, da Petit som 2-årig ”kun” fik en 2. præmie. Jeg fulgtes med Per og B Emma og der var desværre også kun en 2. præmie til smukke B Emma. Petit var for spinkel og for lidt kønspræg. B Emma viste sig bare så dårligt frem, hun brød sig tydeligt ikke om at være væk fra Per, som havde ladet mig vise frem i håb om, at hun så ville rejse øre ud mod ham… Vi var ikke tilfredse, da vi kørte hjem og i første omgang var vreden rettet mod dommeren – Idiot, synes jeg jo han var. Per forklarede mig imidlertid lidt om hvad sådan en dommer så efter, og selvom det ikke rykkede så meget, tænkte jeg alligevel over sagen.
Senere, til apporteringsprøven overhørte jeg lidt snak om at fede hunden op til udstilling, så man undgår ”opkreben bug”. Jeg talte med dyrlægen om Petits spinkle bygning og han rådede til noget bedre foder. Jeg købte fluksen det til hunde i absolut hårdeste træning. Der skete ingenting, faktisk blev han endnu tyndere. Det skyldtes sikkert Luna, den nye legekammerat, men irriterende var det! Jeg købte et helt nyt foder og på forsøgsbasis fodrede jeg ham to gange dagligt. Samtidig gav jeg både ham og Luna ormekur. Det var vigtigt, for jeg havde meldt ham til ny udstilling, denne gang i Dansk Kennel Klub regi og tiden nærmede sig hastigt. Jeg syntes faktisk også at han var blevet bredere efter de første jagter i efteråret, så jeg manglede bare at få noget huld på ham og det viste sig så faktisk ikke at være så nemt.
På en jagt ugen før vi skal til udstilling, snakker jeg med Asger Bak om sagen. Han foreslår at jeg fodre 2 gange dagligt samt gi’r ham oksefedt ind i mellem, her i den sidste uge. Som sagt så gjort, og da min trofaste ledsagerske Isabella og jeg kører mod Herning lørdag d. 8/11 kl. 7 om morgenen, synes jeg ikke rigtigt at jeg kunne ha’ gjort mere – og det i sig selv er jo en go’ fornemmelse.
Vi møder op i go’ tid og finder blandt mange tusinde hunde vores hal og vores ring. Vi skal til, ikke som nummer 1, som vi havde håbet, men som nummer – 85. Der bedømmes ca 20 hunde i timen, så vi er i rigtig, rigtig go’ tid. Alt for go’ tid. Og der er pissekoldt i hallen. Vi har tæppe med, men ingen stole og intet bur til Petit. Vi går lidt rundt og ser de mange andre hunde og kan godt se, at vi er de rene amatører i det her game (også J ) De små hunde har borde med, som de kan nettes på, bure, der er overdækket, så hundene ikke bliver stressede af alt det, der sker og menneskene har stole, kaffe, sodavand, øl og sandwich med. Vi har som sagt et tæppe og så vand til hunden. Vi har endda glemt skålen… Nå, men det er der heldigvis råd for, for i en anden hal er der så mange boder, at det sværeste bliver at vælge den rigtige.
Nå, der er i bunden af vores hal et lille cafeteria og efter et par timer ”smugler” vi hunden med ind og bestiller te og noget spiseligt. Isabella bli’r snydt, de har ikke noget hun kan li’. Her er lidt varmere, men det er svært at følge med i hvad der sker i ringen og vi har fået at vide, at vi skal følge med – det er vores ansvar at se om de evt. skulle bytte rundt på hvem der skal til og hvornår. Så vi går på skift ud. Samtidig opdaterer vi løbende Eegholm og frue, da de gerne vil komme og se – men jo ikke skal spilde hele deres dag i en møgkold hal.
Vores nummer nærmer sig og klokken bliver 14 – og Claus og Bente dukker op. Vi småsnakker og tiden går nu nemmere. Det er skønt at se dem igen og som altid er de interesserede og spørger og lytter, selvom jeg ikke tror at hundeudstilling ellers er noget, de ynder at gå til. Så tiden går godt nu og faktisk er vi ved at komme lidt bagefter, da det bliver vores tur. Jeg når lige ud og tisse med Petit, så er det os. Dommeren har ikke været nærig, men man ved jo aldrig, så jeg er lidt nervøs, da jeg står og venter. Dommeren starter med at kigge Petits tænder og mærker, at han er en rigtig han, dvs han føler lige på Petits testikler. Om det er det, der gør det, ved jeg ikke, men Petit nægter at stille sig fint, akkurat som om han synes dommeren er en idiot. Tidligere på dagen har han stillet sig fint – godt tilbage og med ørene frem og lignet en million. Nu står han bare som om han keder sig og han vil IKKE se på dommeren, heller ikke selvom denne klapper i hænderne foran ham og laver ”spiselyde” – Petit ignorere ham totalt. Vi løber en runde og her liver han lidt op, men da vi igen står foran dommeren, bli’r han ”sur” igen. Jeg hiver i ham og kalder og forsøger på mange måder at få noget humør i ham – fuldstændig forgæves. Dommeren sender os ud igen og nikker så og går hen til sin skrivedame. Jeg hører ham sige noget om for lidt lårbredde og tænker, nej for fanden, nu igen. Han kommer op til mig og beklagende siger han – ”ja, han ser bedst ud når han løber, og så har du vasket ham for nylig, det må du ikke – han er helt krøllet og det må de ikke være”. Øh, siger jeg, og fortæller en historie om en mudderpøl og en aktiv hund. Nå, siger han, ”jeg lader nåde gå for ret” og vender sig mod bordet, ta’r et lilla, et rødt samt et rødt og hvid stribet bånd – men jeg vil ikke gi’ ham CACIT, siger han.
Den lange ventetid – og den kloge Claus – har lært mig lidt om hvad båndene betyder og jeg ved med det samme, at det lilla bånd kun kan betyde at vi har fået excellente. Det røde betyder 1. vinder, og det stribede at vi har fået certifikat. Jeg er lykkelig, mest over det lilla, der betyder, at min smukke hund nu både er anerkendt som smuk – men også avlsgodkendt, 1. præmie på udstilling var det sidste vi manglede. Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge certifikatet til og selvom vi blev førstevinder var det på et lidt spinkelt grundlag – vi var nemlig eneste han i brugshundeklassen. På den anden side er der ikke noget, der kan ødelægge fornøjelsen og da vi en lille halv times tid senere skåler i fortræffelig italiensk champagne hjemme hos Claus, føler jeg i høj grad, at det hele bare er så fortjent af den lille sorte og stædige hund, der fuldstændigt ligeglad endelig får lidt søvn efter en lang, lang dag.