Petits OG min første markprøver 2007:
Der er altid en første gang for alting. Hvad enten man er knap 2 eller godt 40 år… Og således også for Petit på næsten 2 og mig på godt 40. Og det var den samme første gang, nemlig markprøve udi jagthundesporten. Men allerede inden vi kom så langt, har vi sammen prøvet meget nyt sammen, min lille hund og jeg.
Da jeg købte Petit for små halvandet år siden var det fordi vores søde Nala var blevet kørt over og jeg ville gerne ha’ en ny hund – så kunne vi jo ligeså godt få en rigtig hund, som min bror Per sagde. En rigtig jagthund, men også en rigtig familiehund. Vores gårdhunde har tidligere boet i gangen uden tilladelse til at komme i resten af huset medmindre det var jul og mormoren ikke kunne nænne at nogen ikke skulle være i køkkenet. Ganske naturligt for mig, men ikke for min mand, og det eneste krav, der skulle opfyldes, for at jeg måtte få ny hund var, at den måtte være inde – i hele huset. Det blev imødekommet og så kom Petit til gården 22/6 2005 og har siden ikke bare være inde i hele huset, men også bestemt i hele huset….!
Interessen for Breton-racen stammer naturligvis fra min bror, der i mange år har haft netop den race. Og igennem ham har vi mødt flere hunde og hundefolk fra Breton-klubben. Vi har også været vidne til en enkelt markprøve i vinderklassen, for vi var så heldige at have førerne til at overnatte med masser af gode historier og vakt interesse til følge. Ja, altså ikke for markprøver, for det synes jeg bare var for langt ude og for udfordrende. Men så fik vi Petit. Faktisk ville jeg gerne ha’ to hunde, men jeg fulgte rådet om at starte med en og så træne ham til jagt. Stadig ikke et ord om markprøver! Så fik jeg den ide, at jeg med tiden kunne købe ham en lille kæreste og måske lave et kuld hvalpe. Og så kom det med markprøver, HD, apporteringsprøver og udstillinger pludselig i fokus.
Udstillinger og HD kunne jeg overskue (det krævede jo ikke meget af mig) og HD blev overstået da han var gammel nok og en enkelt 1. præmie i en alder af 14 mdr. blev det også til på udstilling; altså var han ikke hel håbløs i den retning. Men mark- og apporteringsprøver…. Træning måtte der til og det er svært at lære hunden noget, man ikke selv har nogen ide om. Altså måtte jeg til at med på jagt for ligesom at fatte den del af det og der var ingen tvivl om, at han vidste mere om hvad vi lavede end jeg. Tidligere har jeg en sjælden gang gået med på jagt fra middag, når jeg lige synes jeg havde en time og kun da hvis solen skinnede! Nu havde piben fået en anden lyd… om der så var kulsort udenfor og regnen ruskede måtte vi af sted. Nu lærer man ikke meget om markprøver på jagten, men får alligevel forståelsen for hvad hundens opgave er…. Og trods det følte mig absolut dårligt rustet og synes ikke vi var klar til nogen som helst prøve, nogen af os. Så vi meldte os til træningsweekend på Kogenshus Hede i februar ’07. En go’ weekend med masser af fif fra de erfarne hundefører, der var med – men ingen, slet ingen fugle. Jeg fik dog en fornemmelse af, at vi godt kunne ta’ til prøve uden at blive totalt til grin, selvom jeg stadig var meget i tvivl om Petits standtagning og -holdning ikke mindst! Petit havde indtil da en fin fornemmelse for at gå på jagt; bare ikke med mig. Det var fuldstændigt som om han vidste, at jeg jo alligevel ikke anede hvad jeg skulle – og det havde han jo ret i. Standen blev ikke holdt og han ventede overhovedet ikke på mig…. Så jeg klagede min nød til min bror, der forbarmede sig og trænede med mig i ugerne op til vores første prøve. Og weekenden før vi skulle af sted for allerførste gang, lykkedes det for første gang at Petit havde en stand, som jeg var med i. Han havde også andre den dag, som jeg ikke var med i, så….
Så jeg var anspændt da vi tog til FDJ’s prøve d. 17. marts 2007 på Gl. Toftegård ved Åbybro. Nu er det bare lige 10 minutters kørsel herfra, så hvis vi nu blev sendt hjem til middag skete der jo ikke så meget ved det – andet end vi så var blevet den erfaring rigere. Jeg stod op til storm og tænkte – lidt naivt – at så blev det nok aflyst. Det blev det ikke, og op af dagen kom solen også lidt frem, så kunne vi finde læ, og det kunne vi ind i mellem, var det ikke så slemt. Men for det meste var vi, i sagens natur, i strid modvind og det var skidekoldt. Undtagen når man selv var på og skulle arbejde – så gik det fint med at holde varmen. Men vi samledes alle, inden vi kom så langt, til lidt morgenmad og en velkomst, hvor vi blev delt i 3 hold. Et kun med ungehunde, som jeg kom på, et blandet og et kun med åben klasse, som storebror kom på. Jeg havde håbet, at vi kunne følges så jeg kunne få lidt tips i løbet af dagen, men sådan skulle det så ikke være.
Vi gik derfra med vores dommer, Erik Rimmen og terrænleder Finn Jensen – et absolut godt team skulle det vise sig, men det første indtryk var bare, at de gik meget stærkt…. Så ud til første slip, som jeg naturligvis var med i. Ikke noget med lige at stå og lure lidt og få lidt ro i maven – nej, med dommeren og så var første slip i gang. Vi gik med en smuk Gordon Setter og endnu en ”ny” hundefører, i hvert fald med denne slags hund. Petit moslede lidt rundt og jeg var alt for nervøs, så jeg forvirrede ham mere end jeg støttede og hjalp ham. I kritikken fik jeg efterfølgende også at vide, at han gik lidt snævert, men ellers var det fint – go’ galop, go’ fart og go’ kontakt til føreren og ingen fugl. Nå, det hjalp lidt på nervøsiteten og på næste slip gik det også bedre. Jeg holdt mere min mund og han gik meget bredere – fint. Men heller ikke på dette slip var der fugl. I første slip var jeg meget nervøs for at der skulle sidde fugl, for jeg var ikke sikker på om Petit ville ta’ stand og slet ikke på om han ville holde den. Men i andet slip ville jeg faktisk gerne ha’ set en fugl. Det var jo derfor vi var der og det var i løbet af de mellemliggende slip gået op for mig, at der faktisk slet ikke var så mange fugle på stykkerne. Måske havde de søgt andre stedet hen pga den meget hårde vind – væk var de i hvert fald. Holdet nåede endnu et slip inden frokosten, hvor jeg glædede mig til at høre hvordan det gik med brormand. Men desværre var de ude efter en uheldig episode med nogle drillesyge agerhøns – mens vi spiste madpakken og hørte mere om hvordan det var gået de forskellige, gik det mere og mere op for mig, at man også skal ha’ heldet på dagen. Ligegyldig hvor go’ en hund du har, får du ingen præmie uden fugl…
Vi holdt frokost længe nok til at glemme hvor slemt det var udenfor og bildte vist også hinanden ind, at vinden var taget lidt af. Det var den ikke…. Vi gik dog troligt videre og på vores 3. slip gik vi kun efter fugl, som dommeren sagde. Ikke noget bredt søg, få dem ordentligt ind i læbæltet. Vi efterkom ønsket, igen sammen med Gordon Setteren, men ingen fugl. Jeg tror vi begge hang lidt med hovedet da vi gik tilbage. Nu ønskede jeg i høj grad, at vi mødte fugl, så vi kunne prøve os af, selvom jeg langt fra var sikker på hvad det ville ske, hvis den pludselig var der. Der var flere, der ikke havde haft chance for fugl, så slippene blev længere og længere og flere og flere gange røg hatten af og den heldige – og dygtige – blev gratuleret. Tiden var efterhånden knap og endnu havde ingen af de 3 bretoner haft fugl direkte for, selvom der dog havde været fugl i alle andre slip end netop min og Gordon setterens. Så da vi gik hjemad, var vi imellem de 4, der skulle prøves i sidevind – dommeren ville bare så gerne, at alle havde haft chancen.
Umiddelbart før vi slippes springer en hare op foran en pointer og de følges længe ad ud over marken…. Føreren af den smukke Gordon setter og jeg bli’r enige om, at det var heldigt, at vores hunde ikke var i det slip….! Vi kommer på da den nu trætte, men stadig glade pointer er kommet hjem, og vi har nu stort set opgivet at dirigere dem – vi er ligeglade med hvor de finder fugl, bare de finder en. Petit går langt tilbage og er mellem 75 og 100 meter ude, da han ta’r stand. Jeg begynder at løbe, selvom jeg udmærket godt ved, at dét når jeg aldrig. Jeg kan høre dommeren lige efter mig, småsnakkende: ”Er det en stand…, ja det er det” Jeg melder den dog ikke, meget kan nå at ske, selvom vi har vinden i ryggen og derfor kan bevæge os lidt hurtigt. Og meget sker – op hopper endnu en hare. Fandens, tænker jeg og fløjter ham dæk, selvom vi er så langt væk og fristelsen så stor. Og det fantastiske sker – han stopper op og ser på os. Vinden bærer fløjten lige til ham og han adlyder. Fantastisk. Eller som dommeren stille siger, også i rygvind, ”det var ligegodt satans….” Petit kommer tilbage og forsætter sit søg. Gordon setteren er nu tydelig træt og dommeren be’r ham koble. Vi får heldigvis lov at forsætte, så vi får lige den sidst mark med. Men der er ingen fugl. Vi er nu ca. 100 meter fra huset og op til huset er der plantet et lille stykke med pil og der er lidt gammel skov uden om haven til ejendommen. ”Finn synes, at I skal ha’ haven med” siger dommeren, lige da vi tror, at nu er det slut. Vi er nu to bretoner i slippet og vi er ikke sene til at krydse vejen og slippe hundene igen. Igennem pilen har jeg forbavsende go’ kontakt til Petit og det forsætter da vi går ind i ”skoven”. Men der er kun 30-40 meter til haven og det føles som om, at vi kun lige når at kæmpe os igennem krattet, før dommeren beder os om at koble. Jeg kalder Petit ind med fløjten og han kommer hurtigt tilbage – indtil 10 meter fra mig, hvor han vender sig i en smuk stand. Jeg melder standen samtidig med at jeg løber imod ham og beder ham om at blive. Igen hører jeg dommeren lige bag mig, han sige igen lige så stille ”det var li’ godt satans” og så får jeg lov at gi’ ordre til at rejse. Jeg går yderligere et par skridt mod Petit, der har en stram stand imod en dynge grene. Jeg giver kommandoen og han mosler sig igennem dyngen og rejser en fasan. Jeg fløjter ham dæk og til min usigelige glæde kravler han ud af grenene mod mig i stedet for væk fra mig og efter fasanen, og lægger sig lidt forundret foran mig samtidig med at dommeren skyder. Jeg husker min brors gode råd om at koble med det samme og han er helt rolig – i absolut modsætning til mig! Nu kommer de andre fra holdet og ta’r hatten af og ønsker tillykke og lige der går det op for mig, at det er noget stort og jeg er meget, meget glad. Terrænleder Finn, der jo overtalte dommeren til at vi kunne få skoven med, får fortjent et knus – det kommer lidt bag på ham, men han smiler meget. Øvrige bretonfolk, som jeg ikke kender, kommer for at spørge om situationen og også lidt til hvor Petit kommer fra… Og de par stykker jeg har gået med hele dagen deler min glæde, og det bliver det jo ikke ringere af. Vi bliver hurtigt kaldt sammen af dommeren, der giver kritikken for hele dagen til hver enkelt. Da jeg var i første slip, nævnes jeg som nummer to og kan næste ikke tro det, da han siger, at vi har fået første præmie. Jeg rødmer (ikke at det kan ses, for vinden har givet mig røde kinder for længst) og bukker helt automatisk. De andre klapper. Det er stort…. Der er 3 andre fra holdet, alle pointere, der har fået 1. præmie og de skal matches. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal. Jeg orker ikke gå med ud igen. Petit kommer tilbage i bilen og jeg går ind i huset og får lokket et krus te og noget kage fra køkkenchefen. Jeg sætter mig hos ham, der havde givet mig gode råd fra morgenstunden og som iflg. min bror og han selv havde 1. præmie til frokosten. Jeg kan forstå på snakken, at han i et slip om eftermiddagen har mistet den pga en hare. Ærgerligt. Vi venter – på matchningen og på resultatbøgerne. Så bliver dagen rundet af, dommerne kommer med en samlet kritik og siger officielt om der er præmie eller ej til hver enkelt. Jeg får min præmie og oven i hatten en vandrepokal fra Breton klubben som racens bedste unghund på prøven. Og så skal der tages billeder. Endelig slutter det og jeg tager hjem. Fortumlet og med stor lyst til at fortælle. Så storebror må lægge øre til, inden jeg kommer helt hjem – og helt ned på jorden igen tror jeg først, at jeg kom næste dag….. Første gang på prøve for føreren. Første gang på prøve for hunden. Første præmie. Så bliver det ikke meget bedre!
Kritikken lød:
Petit slippes på raps, senere opharv, i stærk vind. Søger i starten noget småt, dog ind imellem med gode udslag på vinden. Farten god. Stilen god, godt ført hoved, god galop. Petit samarbejder godt med sin fører. Ingen fugle i slippet.
Petit er derefter ude i to slip, hvor søget tydeligvis bedres, der kommer større kontinuitet i udslagene, som ligges godt på vinden.
I et sidste 4. slip viser Petit at hun kan fløjtes af hare. Hun slutter med fast stand ved risbunke i have, på ordre til avance går Petit villigt frem i risbunde, fasan letter og hun er komplet rolig under opflugt og skud.