Petit i åben klasse….
Jeg har lige læst om Petits første prøver og tiden op til…. Utroligt så hurtigt ens fokus ændre sig, som behovet dikterer det. Hvor markprøver var ganske uinteressante for ganske kort tid siden, er de nu så vigtige, at jagtblade og jagthunden flittigt bliver læst, så alle prøver i bare rimelig afstand findes og alt andet i det tidsrum tilpasses dem.
Da vi kommer til marts er der 5 mulige prøver og vi er allerede meldt til de 2. Første prøve er FJD’s forårsmarkprøve, altså den samme, som vi sidste år fik både førstepræmie og pokal i i unghundeklassen. Men nu er det åben klasse og noget helt andet. Nu får de ikke lang snor, der skal ikke meget til før dommeren nikker farvel…. Vi er dog med til over middag og han går faktisk godt; første lange slip er med en pointer, og de følges faktisk pænt, selvom dommeren synes jeg siger for meget… Det er jo ikke hunden skyld! Men der er ingen fugle i slippet. Så holder vi frokost og har det rigtigt hyggeligt. Over middag kommer vi til en 20 meter stribe med noget højt brak. De to første hunde slippes, resten af os står på vejen, lidt højere, så vi har glimrende udsyn. Og vi ser begge hunde ta’ stand, hver for sig, meget tæt på os. Der bliver skudt over begge og alle hunde på vejen begynder nu at ryste af iver – også Petit. Fint, tænker jeg – det er ikke ham endnu, men nu er han da i hvert fald tændt på hvad det er, det drejer sig om… Jeg bliver klogere, for næste hund er netop Petit og en stor setter. Vi er lige ved at slippe, da dommeren opdager, at Petit har halsbånd på. Jeg bliver holdt tilbage, det skal af. Jeg fumler med halsbåndet, endelig kommer han fri og han hopper vildt af sted – og forsvinder for mig. Jeg følger efter, lidt forsigtigt (for dommeren havde sagt, at vi ikke måtte forcerer og jeg lytter jo efter dommeren!) og kommer derfor sent til hans smukke stand. Det er – selvfølgelig – agerhøns og han magter ikke at sætte dem. De flyver, han hopper lykkeligt efter dem. Jeg har end ikke fundet fløjten frem og råber derfor ”dæk, dæk”, men han springer glad videre, 8 meter tilbage i såten – bang, stand igen. Dommer og jeg løber, men heller ikke det her når vi, fuglene rejser og Petit brænder varm i hovedet… Han løber fuldstændig ude af kontrol ud på den flade græsmark og knalder rundt i endnu en stand – som jeg heller ikke når, før en enlig agerhøne rejser. Men nu er jeg så tæt på ham, at han dækker på min kommando og jeg kobler ham…. Stakåndet og helt rød i hovedet. Dommeren kommer hen med et smørret smil på læben, lægger armen om mig og siger; ”ja, din hund kan i hvert fald finde fugl – men ved du hvad, jeg tror vi må sige tak for i dag” Ja, det tænkte jeg nu nok! De andre smiler også, men jeg aner også noget ærgelse. Selvom han finder fugl på det samme terræn, som de første hunde har været over, har jeg alligevel spildt en masse fugle – og der har ikke været for mange af dem den dag…. Nå ja, sådan er spillets regler, heldigvis er der endnu prøver tilbage, også for de andre….
Næste prøve er weekenden efter, lørdag d. 15. marts 2008 i Hjallerup. Her fik vi sidste år 2. præmie i unghundeklassen og jeg husker det som en stor prøve – og det er det også i år. Der er hele 6 hold og der er absolut flest ruhårede hønsehunde. Der er dog to hold med engelske hunde og det er de første to hold, og Petit er nummer – 1. På vores hold er der hele 5 af de 10, der er bretoner og jeg kender efterhånden de fleste, også dem med andre hunde. Og så er jeg sammen med min bror og Emma, og det er rigtigt dejligt at kunne følges. Der er mange gode råd og det vigtigste er nok, at jeg skal være tæt på min hund – det fik jeg også at vide sidste weekend. Nå, men det er Petit og Donna, også en sort/hvid breton, der slippes først og det går over stok og sten. Det er på flad græsmark, der dog grænser op til noget mose – som vi naturligvis ikke må gå i…. Petit går godt, men har en afstikker i mosen – det er simpelt hen også for meget forlangt at de skal holde sig helt af den, når der nu ikke er fugle på marken, og det er der ikke. I kritikken, vi får efterfølgende, er der heller ikke noget minus for afstikkeren ind i mosen, faktisk er kritikken af Petit rigtig go’; dommeren synes tydeligvis om Petit – dog synes han, at hovedet ind imellem er noget lavt ført. Efter kritikken kommer flere hen og siger ”nu skal du bare ha’ fugl, så har du en 1. præmie!” I mit hoved ser jeg lige Petits fugletagning i forrige weekend og jeg mærker nervøsiteten…. De andre hunde slippes nu i mose, og det vælter med fugle. Alle hunde har enten stand eller støder fugle, Pers Emma har en flot stand, som hun holder længe, længe, fordi dommeren er på den anden side af en lille dam. Men han når over og ser en flot situation og da vi kommer til enden af det stykke mose er der skudt over Emma, ligesom der er over 5 andre hunde – nu skal de bare vise, at de kan gå stort og i øvrigt ikke lave fejl; nemmere sagt end gjort…
Petit og jeg kommer ud på endnu en græsmark, men kun kort. Så kalder han mig ind og erklærer, at nu har han set ham gå stort og flot, så vi spare ham til fugle. Vi kommer igen i mose, men Petit kommer ikke ud – øv, vi ville godt nok hellere ha’ haft mulighed for en fasan end de skide parhøns…. Vi kommer ikke ud før frokost, men Per og Emma har et langt slip, der desværre sluttes af med en tom stand – og det trækker ned. Dommeren siger, at hun er lige midt mellem 1. og 2. præmie, så hun skal ses igen efter frokost.
Til frokost er der to 1. præmier, en breton (Asgers Aggi) og en pointer. Der er to 2. præmier, en pointer og en gordon setter og der er to helt ude, da de prellede, en pointer efter en hare og en breton (Thomas’ Sako) efter en fasan. Vi er fire tilbage, tre bretoner og en pointer…. Per og jeg er begge med, han skal bare se Emma løbe stort og kraftfuldt, Petit skal finde fugl. Emma slippes først på noget stub, men hun kommer ikke rigtigt i gang og dommeren mister tålmodigheden og kalder dem ind – hun får 2. præmie. Flot, men desværre ikke nok til den skovprøve, som Per så gerne vil på med den meget sikre Sneppe-Emma…
Så kommer Petit og jeg ud, igen med Donna. Vi starter på nysået raps og Petit spurter af sted. Op over en bakke og jeg bliver stående og venter på ham. Han kommer dog ikke lige igen, og så kommer jeg af sted, men han løber glad rundt i et flot søg langt væk. Han er lykkelig over igen at komme ud og det kan man se. Hans søgsoplæg er rigtigt godt, desværre vil dommeren gerne se ham gå ned i et hjørne hvor han har været, og jeg kan ikke rigtigt få kontakt til ham igen… Jeg nænner det faktisk heller ikke, for han går bare så godt. Men så slår han ud i stubben og jeg kan kalde ham ind og få ham ned i hjørnet, hvor der selvfølgelig ikke er noget. Så vi går frem igen og så kommer standen; smuk stand og jeg løber og løber. Da jeg er 5 meter fra ham springer haren, som han har haft stand for. Han hopper efter, men kun 4-5 meter, så adlyder han dækfløjten. Af sted igen, siger dommeren og jeg sender ham modsat haren, og får ham også væk fra foden, selvom han gerne vil eftersætte den haremis – min stemme er åbenbart noget vred…. 20 meter længere fremme har han igen en smuk stram stand, som jeg melder. Jeg løber op til ham og får lov at rejse, og giver ordren videre. I samme sekund ser jeg en ny haremis kigge op på mig med rædsel i øjnene. Jeg har sagt ”ta’ den så” og det er lige hvad Petit gør, for den når ikke at springe…. Instinktivt ta’r jeg fat i Petit, der slipper den stakkels mis, der løber i en sky og pels og hale. Jeg ser rådvild op på dommeren, der griner over hele hovedet. ”det er bare i orden” siger han. Så bliver han kaldt op til Donna, der er blevet væk i noget krat, dog uden der er nogen situation der. Dommeren kommer igen og vil faktisk til at starte os igen, men i mellemtiden har terrænleder fundet nyt jord, hvor der SKAL være fugl. Så heldigvis kobler vi og køre igen – heldigt, for Petit er noget vild – jeg forestiller mig, at han kan smage den haremis….
Jeg håber og håber under hele bilturen, at vi stopper ved mose, så vi kan finde en fasan. Men det sker ikke, vi stopper igen ved nystået raps. Igen går vi, om end dommeren nu går langsommere og falder bagud. Helt i slutningen af marken går Petit igennem et hegn og ud af syne. Jeg fløjter ham og vi starter forfra på næste mark, der er prøvens uigenkaldeligt sidste…. Nysået raps. Petit forsætter sit flotte søg, mens pointeren hegnssøger. Der kunne også nemmest sidde noget, men vi kan jo ikke løbe to derude… Så vi forsætter ned over marken og lige da den slutter, kommer standen. Og jeg løber. Og løber. Jeg kigger tilbage og dommeren løber også, 10-20 meter bag mig. Jeg melder standen mens jeg løber. Og da jeg er 10 meter fra Petit får jeg rejseordre. Men jeg besinder mig og går helt op til ham, før jeg be’r ham ta’ den. Han rejser præcist noget, der flyver og jeg dækker ham og til min usigelige lykke smider han sig fortumlet. Så går det op for mig, at jeg ikke har hørt noget skud. Jeg vender mig og dommeren råber ”hvad fanden var det for en fugl?!” Jeg svarer at jeg da troede det var en høne? Nej, siger dommeren – jeg tror det var en sneppe…. Åh nej, tænker jeg, det er derfor han ikke skød – det tæller ikke! Så jeg spørger ”var det derfor du ikke skød…” Jeg har næsten tårer i øjnene, men han er så langt væk, at han ikke kan se det. ”hvad mener du – jeg har da skudt” siger han, og så gi’r han ordre til at koble.
Mens jeg kobler, går det op for mig, at det her måske er 1. præmie. Jeg følges med dommeren tilbage, men kan ikke få mig til at spørge. Vi snakker om hvilken fugl det er, og jeg må gå til bekendelse og afslører, at jeg ikke har jagttegn og i øvrigt ikke ved ret meget om jagt. Han er imidlertid nu helt sikker på at det er sneppe, og vi snakker ikke mere…
På vejen kommer de alle hen til os og spørg og spørg – hvad skete der, hvad var det og jeg peger bare på dommeren; Jeg ved jo ikke engang hvilken fugl det er… Han gi’r kritik, ingenting til de andre, men til Petit – 1. præmie. Jeg fatter det ikke, de andre lykønsker og jeg får krammer af Per og andre bretonfolk. En af dem fortæller mig, at de følger med fra vejen da Petit rejser fugl og alle råber og jubler, så de heller ikke hører skuddet og de tysser på hinanden for at høre om jeg skal råbe af Petit for at få ham dæk… Rørende og utroligt. Mere konkurrence er det altså ikke, der er plads til at ønske det bedste for andre – dejligt!
Vi kommer tilbage til klubhuset, hvor jeg løber ind i flere jeg kender, Mads og Manse, som vi har lært at kende på markprøver og som jeg snakker med, også udenfor hunderegi og flere andre. Og jeg skal gi’ øl og det gør jeg gerne… Jeg føler mig bare så heldig. Og fortumlet. Til præmieoverrækkelsen har jeg jo stadig nummer 1 og nævnes først og kan ikke huske om jeg skal op til dommeren, men de griner bare af min forvirring.
Så får vi taget billeder og skal hjem, men det er ikke til at komme af sted. Jeg ved godt, at når jeg kommer derfra, møder jeg ikke lige nogen, der kan forstå min glæde for 1. præmien. For at forstå det, skal man selv gå med hund og selv ha’ prøvet og selv ha’ været der, hvor det mislykkes. Så selvom min familie er glade på mine vegne, så er det alligevel her hos andre hundefolk, at forståendelsen er…. Hos ikke-hundfolk er det ”bare” en præmie – og det er det bare ikke…
Nå, dagen efter har det bundfældet sig lidt og jeg overvejer om jeg skal melde fra til de sidste par prøver – jeg kan jo nemmest blive skuffet og jeg har vel ikke noget at bruge to 1. præmier til. Så er det at Per kommer forbi og siger: Nej, en 1. præmie mere og så er det, at du skal stille i vinderklassen; det er der, det spændende sker, det er der, de dygtige, som du kan lære af, er og det er der, deltagerne til Danmarksmesterskabet findes…. Så nu flytter mit fokus sig måske igen, for jeg er ikke sikker på, at jeg kan undvære den her spænding, sport og dette samvær.
Men allerførst skal vi lige ha’ klaret det apportering og den udstilling og så skal vi ha’ en lille tævehvalp, tror jeg – så må vi se!