Lunas første bedrifter…
Vi har nu haft fornøjelsen af at ha’ Luna boende siden juli 2008. Michael og jeg hentede hende hos Vestervang på Sjælland, godt 4 timer fra Nordjylland. Vi tog turen ca. en måned efter at Isabella og jeg havde taget samme tur for at vælge hende ud blandt 4-5 andre skønne tævehvalpe. Det var en svær beslutning, men på vej hjem med hende i bilen viste hun for første gang, at det nok var den helt rigtige beslutning. Hun var sød og peb stort set ikke efter at have fået lov at sidde hos mig, mens Michael kørte. Vi stoppede ca. 15 minutter fra Storebæltsbroen for at gi’ hende en mulighed for at tisse første gang. Det gjorde lige akkurat, at vi slap for at holde i kø på selve broen, men i stedet holdt lige efter sidste afkørsel fra motorvejen før broen – og der holdt vi så i 7 timer, fordi en eller anden stakkel var væltet med et læs grise – på Sprogø. Og Luna opførte sig så pænt. Vi gik ture og sad i bilen og hun var bare så sød… Og eftersom vi ind imellem kører nogle omveje (frivilligt eller ej) og i øvrigt kører rigtigt meget, også selvom vi så ikke kører forkert, ja så er det godt at ha’ en hund, der har det godt i bilen.
Så allerede der viste Luna, at hun ville passe godt ind i vores familie. Næste dag indtog hun sofaen og husherrens hjerte, da hun tog sin første middagslur på ryggen i Michaels arme – på sofaen. Hun sov fra første nat ”igennem” og uden at pive, sikkert fordi hun sov i gangen ved Petit. På mange måder var det altså nemt at få hende, hun var tryg fra første færd og ikke spor bange – for noget. Petits tilstedeværelse beroligede hende helt sikkert – og så var hun også glad for katten, for hun havde på Sjælland haft en surrogatmor i gårdkatten, der villigt havde ammet de mange hvalpe. Det var Isabellas Hector nu ikke indstillet på, men hen af vejen lærte de to alligevel at få det bedste ud af det.
Jeg forsøgte at huske hvordan jeg greb træningen med Petit an, men ak – det var væk. Derfor læste jeg igen bogen om jagthundens dressur og ligeså stille er der kommet lidt opdragelse i hende. Hun er blødere af sind end Petit, men også mere ”levende”, sådan at forstå, at hun ikke lægger skjul på noget, hvor Petit ind imellem lader som om han ikke hører eller ikke forstår. Fra starten har Luna været med på jagterne, både de store og de små. De første gange i snor, men efterhånden også uden. Hun har fjollet rundt og hygget sig, kigget efter Petit og ikke helt vidst hvad i alverden vi lavede – udover altså at ha’ det sjovt.
I julen var der i 2008 mange fridage. Vi gik nogle gode ture og så en del vildt. Beslutningen om at gå et par jagtture inden udløb af jagttiden i januar var derfor nem at træffe. Så vi gik, første gang kun Mogens, Per og os og her fik Michael skudt en fasan, mens han stod for ved Torbens skov. Da vi kommer op til ham skal den apporteres og alle andre går forbi, så Luna og jeg får chancen. Først kan hun ikke finde den, den er faktisk også faldet ned i en busk og er landet på grenene. Men vi får hende guidet ind til den og så kan det nok være, at hun ta’r den. Ikke tøvende som Petit, nej hun hakker simpelt hen kæberne om den. Jeg skynder mig at kalde og hun kommer med den, og slipper kun modvilligt. Vi kan kun gisne om hvorvidt den var blevet ædt, hvis vi ikke havde stået der – men vi fik da set, at hun meget gerne vil ha’ fjer i munden, og det er bare dejligt, så kan vi nok få resten justeret til!!
Et par dage efter gik vi så Torben, Per, Mogens og os. Egentlig var drengene efter rådyr, men nu var hundene jo med, så de fik også lov at løbe. Vi ser nogle fugle, men har ikke rigtigt nogle situationer før vi går mod bilerne, i modvind og på majsstub. Petit søger den perfekt fra kant til kant og Luna tager også nogle store slag, selvom hun nok ikke helt når til kant. Per og jeg går og taler, da Petit pludselig får stand. Vi stopper op og ser Luna ca 4 meter bag ham i perfekt sekundering. Fantastisk syn. Jeg fumler med kameraet, det bli’r et fantastisk billede! Desværre kommer Mogens’ Freja hoppende. Hvor go’ hun end er til at holde kontakt og til at finde apporteringsemner, så kniber det altså med sekundering. Så jeg råber til Petit, der går frem og rejser en flok agerhøns. Et stort øjeblik, for ikke alene sekunderede Luna perfekt, hun var også rolig i opflugt, ligesom Petit. Så jeg var lidt høj da vi kom hjem og var klar til at gå ind – der var hamrende koldt og mine balder føles som om de var sat på og ikke rigtigt hørte til resten af kroppen. Hvis nogen havde slået mig bagi er jeg sikker på, at de ville ha’ splintres…. Men Per havde muligvis et dyr liggende i pilen op mod Torbens skov og vi kunne alle bruges til at eftersøge det. Så jeg satte Petit ind og tog Luna med alene. Per og jeg havde på vejen hjem talt lidt om vigtigheden af, at hun også får en selvstændig stand, selvom hun i en alder af sølle 8 måneder slet ikke behøver at vise stand – der kan sagtens gå meget længere tid, før den evne viser sig. Men under alle omstændigheder var vi enige om, at hun har godt af at komme ud alene – så det kom hun. I pilen på vej op skete ikke så meget. Hun løb i et godt søg foran mig og havde betydeligt bedre kontakt end Petit, der typisk søger hele marken af, før hen vender tilbage…. Vi fandt desværre ikke noget og da vi så var ved skoven, var det for fristende ikke lige at ta’ den med. Så vi gik ind og Luna og jeg gik sammen yderst i skoven. Hun holdt sig pænt til mig, samtidig med at hun søgte og søgte. Vi kom ud til lysningen hvor Per og Mogens stod og snakkede og hun løb lidt videre, mens jeg gik over til dem. Pludselig blev hendes klokke tavs og jeg begyndte at lede efter hende. Per fandt hende og kaldte at hun havde stand. Jeg skyndte mig over til ham og der stod hun så, frosset i stand overfor en risbunke. Jeg hev kameraet op og tog et billede. Så slog jeg den på video, men skidtet strejkede. Og så var det blevet for meget for den lille hund, der for frem og rejse en smuk kok – ifølge Per, altså, for jeg så ingenting, var så fokuseret på Luna, at alt andet forsvandt. Hun satte sig hurtigt på måsen og så efter fuglen og jeg fik fat i hende – så kunne den dag ikke blive meget bedre!
På vejen hjem ærgrede jeg mig dog over, at jeg ikke lod kamera være kamera og i stedet havde været mere opmærksom på Luna – så jeg havde nået at give rejseordre. Så dagen efter besluttede jeg mig for at gå en tur på rumpen. Fuldstændig klar over, at der ikke behøvede at være fugle og også over at selvom der var fugle – ja, så var det ikke sikkert, at hun kunne finde dem igen. I første slip lod jeg dem begge løbe noget gas af og det sluttede med at Petit trækker an og til sidst nagler en fasankok. Perfekt, så kunne jeg ta’ ham i snor og lade Luna arbejde på rumpen, som vi efterhånden var nået til. Og det gør hun så. Petit går lidt utålmodigt ved mig og pludselig strammer han op. Det er tydeligt, at han har noget i næsen… Jeg kalder på Luna, der lykkeligt hopper rundt og hun vender rundt og hopper mod os i fuldt firspring. Pludselig knalder hun rundt i stand – 1, måske 2 meter fra os. Jeg roser og gi’r hende så rejseordre. Og det gør hun, en smuk fasanhøne letter i højrøstet protest. Jeg dækker Luna af, og hun sætter sig og ser efter fasanen. Stor ros og jeg kæler hende lidt for lige at bryde trylleriet. Petit er stadig meget opmærksom, nu til højre for os og jeg sender Luna i den retning. Lyden af klokken er tydelig indtil hun er 10 meter fra os – så bli’r den stille og Petit og jeg skynder os efter hende. Og der står hun så igen, i stand for en sivtue. Jeg gi’r rejseordre og hun hoppper lige ind i tuen – og intet sker. Hun ser sig så forundret rundt at jeg kommer til at grine. Så drejer hun kroppen ganske lidt og tager igen stand. Stadig grinende gi’r jeg rejseordre – og der letter endnu en høne, som hun igen respekterer rigtigt flot. Så fik jeg tørret det grin af ansigtet – tro på din hund!
Nå, men så bli’r det ikke bedre og jeg er bange for at ødelægge magien, så jeg kobler hende samtidig med at vi forstyrre endnu en høne, der har siddet 2 meter bag os. Så slipper jeg Petit, men han er brændt varm og letter efter 10 sekunder en kok. Så kobler jeg ham og tænker – ok, Luna kan også lige ta’ en tur mere, men hun når kun at hoppe rundt i 5 sekunder før hun støder en anden kok. Så bli’r begge koblet, der er simpelt hen for mange fugle i den såt og vi vil helst stoppe mens legen er go’. Så vi ringer efter Michael, der henter os – selvom det efter sådan en dag føles som om man kan gå på vandet, skal man jo ikke overdrive alt det vaderi J