Jeg startede min “karriere” som hundefører og jagtdeltager med fokus på markprøver, men efterhånden fylder selve jagten med hunden mere og mere, og jeg har fået lyst til at prøve mere end det egne marker kan byde på… Så da vi blev inviteret til Norge til jagt på tjur og urfugl i Pelleskoven var det lige tilpas for mig. Måske havde jeg været mere usikker, hvis jeg og min mand skulle alene af sted, men med os var storebror Per, der efterhånden har jaget de fleste steder i verden og har en vis rutine. Ved hans side var Dorte, der udover at se naturen og det den kan byde på med helt andre øjne end jægere, også laver fantastisk mad. Således i gode hænder tog vi af sted nordpå, og endte i en jagthytte en lille times tid nord for Oslo.
Pelle havde lånt os sin jagthytte, der på ingen måde er beskeden. Der var alt man kunne ønske sig i et hjem, 7 soverum, 2 badeværelser, stort køkken, brændeovn, fladskærmstv osv, osv. Omkring os var Pelleskovens 2500 ha skov og alle de muligheder det gav for at jage tjur og urfuglen, vi havde mere end rigeligt lækkert mad med og der var ingen mobilkontakt… Altså et ideelt sted til en rigtig ferie med hund. Vi glædede os alle meget til ugen, hvor vi fik et tiltrængt break fra dagligdagens pligter og ansvar, og i stedet bare skulle være, og hvor alt drejede sig om jagt og om socialt samvær – også med hundene.
Pelle og hans skovarbejdere havde observeret en kæmpe tjurkok, der boede lige ved hytten, så vi gik ud den første dag, fulde af forventning og i et pragtfuldt solskinsvejr. Vi gik, som når vi hjemme går efter fasan/agerhøne og det startede også helt vildt godt. Efter 2 minutter tager Petit stand og rejser på ordre en lille fugl – sneppe måske? Vi skyder ikke til den, men går glade videre. Denne dag ser vi rådyr og hare, og Luna har stand for en tjurhøne med stor kylling – men de er 20 meter foran hende og rejses ind i skov, uden skudmulighed. Senere på dagen ser jeg urkok på vejen – fantastisk stor og smuk fugl. Fra 2. dag regnede det og selvom det regnede urimeligt meget på 2. dagen, var vi ude i nogle timer, og jagede den store tjurkok, der nærmest drillende lettede lige over vores hoveder – regnen fik dem på grenene. Det var begyndelsen på regnfyldte dage, der var kendetegnet ved, at vi får mere og mere erfaring i hvor og hvordan vi skulle håndterer norske skovfugle. Vi hører ofte de tunge vingeslag foran os, og det er helt åbenlyst, at hundene lige skal have duften på plads og have lært hvordan disse kæmpe fugle tackles. Men hundene går fantastisk, over stok og sten – søget er smukt foran os – det er en fornøjelse af se. Vi har mange “nej, det var fan`me ærgerligt”-situationer, men på 4. dagen finder vi en stor hugstflade, og her er hundene meget interesserede. Det regner stadig, men alligevel holder fuglene til her, pludselig strammer Pers Emma op i smuk stand – ca 40 meter foran os. Per løber derhen og det lyder meget lettere end det var – der er vand og huller overalt. Men han kommer op til hende og på rejseordre letter en tjurhøne nogle meter foran Emma. Per skyder og hønen falder uden dog at være helt død. Petit følger op og apporterer den nu helt døde og lidt plukkede høne. Han forsøger i første omgang at liste forbi skytten og hen til mor, men Per fanger ham og … yes … Endelig succes! Vi er alle helt urimeligt glade for situationen og for at det nu, efter rigtigt mange “lige ved og næsten-situationer”, endeligt er lykkes – vi fejrer det resten af dagen med at gå endnu mere på jagt og om aftenen spise(igen) godt; helt perfekt!
5. dagen er sidste jagtdag, og vi er også ved at være lidt slidte – nok i virkeligheden mest vi mennesker. Men solen skinner og vi vil ud, ud, ud! Vi mener nu at have luret hvor fuglene er, men ak nej – ikke på hugstfladen, det var åbenbart kun i regnvejr. Vi har imidlertid stadig fine situationer, bl.a følger Luna op på en urkok, der har løbet foran hende og hun når lige at tage stand før den flygter på vingerne – og hun respektere. Men de medbragte bøsser er håbløst bagud, det er svært at bevæge sig, og umuligt at bevæge sig hurtigt i skoven. Heldigvis er det en anden sag langs vejen, og det er lige her, på vej tilbage, at vi støder på en urkok, som Michael får bevæget sig ind på og fældet. Luna finder kokken og nu vil glæden da ingen ende tage. Vi får lige lidt mere energi til den sidste tur med hundene i de fantastisk smukke omgivelser, vi snakker og griner og er bare rigtigt glade og tilfredse. Herhjemme ville sådan et forholdsvis mager jagtbytte nok ikke ha’ begejstret, men vi har haft en fantastisk tur, vi har set tjur, urfugl, sneppe mere end 50 gange tilsammen og vi har nydt hvert et sekund. Vi har plukket kantareller og fået Dortes nylavede tyttebærmarmelade og nydt den fossende bæk bag huset… Og jeg tænker på vejen hjem, at det her skal jeg prøve igen – at være af sted og kun skulle tænke på hvor vi går hen næste gang, hvordan vi griber denne dag an jagtmæssigt afhængig af vejr og vind samt pleje og forkælelse af en selv og ens hund, så vi kan komme af sted igen i morgen. Og det sammen med ligesindede, hvor vi kan spille og drille og lege, men også bare være stille eller lige lave hver sit, når det bliver aften og varmt i hytten og trætheden lister sig ind i kroppen sammen med følelsen af, at vi er SÅ heldige at opleve, at livet også kan være så helt utroligt gavmildt.